På en regnvåd og tordenfyldt sommerefterdag, findes der meget lidt, der kan måle sig med en lænestol kombineret med kold cola og krimi – og krimier er der heldigvis nok af! Jeg modtog en bogstak for et par uger siden, hvor Berit Albergs debutroman “Undladelsessynden” var i blandt, og jeg valgte at kaste mig over den, fordi titlen fangede min interesse. Bogen starter da også ud med et citat fra Johannes V. Jensen, og hvilken bedre måde at lokke en dansklærer i fælden:

“Et fornuftigt menneske vil aldrig angre noget han har gjort – undladelsessynderne er værre”

Titlen byder op til refleksioner om, hvad synd er. I en moderne, digital og individualistisk verden er der nemlig langt fra et religiøst til et moderne og fælles syndsbegreb – på mange måder eksisterer der vel i virkeligheden et syndsbegreb for hvert eneste menneske, eftersom vi selv skaber vores egne retningslinjer langt hen ad vejen. De fleste ville hurtigt kunne nævne de første ti ting/handlinger, de ville definere som syndige, men jeg er ret sikker på, at de færreste ville nævne den synd, det er, når man undlader at gøre noget i en situation, hvor man kunne have gjort noget. Her er det netop, at romanen har sit ståsted.

Et forældrepar oplever noget af det værst tænkelige – nemlig at deres treårige datter omkommer i en trafikulykke. En altødelæggende og brutal sorgproces tager sine første skridt, og det får vrangen til at vende ud af på dem, der har mistet. Skyldfølelse, vrede, uretfærdighed og meningsløshed buldrer løs, og det er til at miste pusten over, hvor store konsekvenser det får for familien, der aldrig rigtig kommer oven vande igen. Det er svært at dele en sorgen, når meningsløsheden tager over, og som Berit Alberg skriver:

“Hvad skal man også sige til en mand, som har mistet alt?”

Forældreparret glider fra hinanden i deres sorgproces, og det influerer på alt omkring dem – bedsteforældre, venner og ikke mindst politifolk. Politimakkerparret Charlotte og Michael bliver nemlig sat til at efterforske trafikulykken, men da flere dødsfald pludselig dukker op, viser sagen sig langt mere kompliceret. Fortielser og løgne optræder i et net af undladelsessynder, som skaber grobund for uretfærdighed og meningsløshed, og det er med til at give spænding, når man skal holde styr på, hvilke konsekvenser disse kan have.

Bogen forholder sig diskret og indirekte til vores til tider påståede velfærdssamfund, hvor undladelsessynd er hverdag, fordi effektivisering og nedskæringer trækker ind som mørke skyer, der er på kanten til at briste. Et system, vi sætter vores lid til, kan håndtere livet for os, når vi ikke selv kan – her gælder det særligt politi og sundhedsvæsen. Et system, der består af mennesker, som hver især bærer på deres historie, som er med til at definere og styre, hvordan de agerer og udøver deres profession – det er alt andet lige et skarpt perspektiv, som potentielt har sine rødder i, at Berit Alberg selv er uddannet sygeplejerske, og derfor må ligge inde med en viden om sundhedsvæsenet og dets mangler.

Persongalleriet er relativt begrænset og snævert, og det er en anelse påfaldende, at alle personer –  i en roman på 261 sider vel at mærke – har noget med hinanden at gøre. Det sluger en smule af uforudsigeligheden, men samtidig giver det en “aha-oplevelse” på den måde, at det opleves som pudsigt med de sammenfald. Med et snævert persongalleri åbner det for muligheder for dybe og nuancerede karakterer, og det lykkes hovedsageligt i forhold til mor-karakteren, Charlotte, som også senere i bogen viser sig at være en ret så sammensat person.

Alt i alt har spændingen haft sit tag i mig siden første side, og jeg synes absolut, at det er en glimrende debutkrimi. Sprogligt er der mange interessante og billedskabende passager, som inviterer følelserne med ind i læseoplevelsen. Lidt forudsigelig, men et godt udtænkt plot.

- Camilla Marie, Cammies Bogblok